Koncert: Godspeed You Black Emperor, Voxhall, Århus, 5. april 2002.

Når verden går under. Når sirenerne fylder luften. Når du står i metropolen og højhusene styrter sammen over dig. Da vil du se hver eneste murbrok falde i slowmotion. Du ved, de vil falde på dig. Men du står helt stille og nyder synet. For selv et sekund varer evigt, hvis det bliver sat i stå. Og dit hoved runger med et øredøvende støjinferno af skønhed - tonerne af Godspeed You Black Emperor.

Spillestedet Voxhall styrtede ikke i grus under det canadiske bands to timer lange koncert. Dommedagsbillederne udspillede sig nemlig kun for det indre øje - godt hjulpet på vej af to 16mm film-projektorer, der flimrende beklædte scenens bagtæppe med levende billeder af dekadente storbyer. Og der stod jeg og blev underligt fascineret af synet, lyden og stemningen af den vestlige verdens fysiske og moralske forfald. Men desværre mindre pirret af bandets indadvendthed og manglende variation i lydbilledet.

På scenen stod syv mænd og to kvinder: tre guitarister, to bassister, to på slagtøj og trommer og to henholdsvis på violin og cello. Til trods for det store antal medvirkende var der ikke megen kommunikation imellem dem. Og slet ikke med publikum. Der blev ikke sagt et eneste ord.

Montreal-bandet Godspeed You Black Emperor har i de sidste par år skabt sig et navn på den internationale scene for alternativ rock. Fra starten har de været en flok sortseere. I tråd med den mere radikale del af tidsånden har de omsat frygten for en overkapitalistisk verden med korrupte regeringer til smukke, men voldsomme toner.
På første album lyder de indledende ord: "We’re trapped in the belly of this horrible machine. And the machine is bleeding to death."

Ikke et ord til folket
Denne massive uro ligger hele tiden og ulmer under alt hvad bandet laver. Denne livsholdning byder også bandet at bryde med de gængse konventioner indenfor rocken. Men at et så venstreorienteret band ikke ytrer et ord til "Folket" i salen og sætter sig selv op på en kunstner-piedestal, harmonerer ikke i min personlige begrebsverden. Og den tanke dukkede op igen og igen under koncerten, hvilket gjorde den sværere at nyde – indtil jeg igen forsøgte at overgive mig ukritisk til musikken og ikke politikken. Der er dog stadig en hårfin balance mellem af være selvoptaget og leve sig ind i musikken.

Udviklingen fra bandets første album til det andet har været i en mere ensartet retning. Og det bar koncerten også præg af. Der var ikke meget variation. Og det er en skam, når netop variation var en af kvaliteterne ved første album. Det virker som om Godspeed You Black Emperor ovenpå den internationale succes har låst sig fast i en mere ensartet formel. Nemlig velklingende og stille passager med nænsom guitar og strygere, der langsomt arbejder sig op til et øredøvende støj-klimaks.


De gode øjeblikke
Der opstod dog enkelte aha-øjeblikke i nogle af afslutnings-infernoerne. Når den ubarmhjertige diskant gled om i baghovedet, så fremstod den underliggende guitar som klagende menneskestemmer og ildevarslende sirener.

Håndværket virkede dog halvhjertet udført. Sådan virker idéen bag til gengæld ikke. Og det kan gå hen og blive flot senere, hvis bandet inden da ikke er kravlet helt ind i navlen på sig selv. Andre bands i samme genre som f.eks. islandske Sigur Rós og skotske Mogwai synes at udvise mere melodiforståelse og fortrolighed med virkemidlerne. De finder oftere det sublime, når de søger i det støjende klimaks.

En del af publikum synes at koncerten var fantastisk. Det var formentlig mest førstegangslyttere og dem, der stod helt oppe ved scenekanten, hvor der ikke blev snakket så meget. Jeg gik dog derfra med ønsket om lidt mere, nu da de endelig var kommet helt fra den anden side af kloden.

Godspeed You Black Emperor på internettet:
www.brainwashed.com/godspeed

Originally written as assignement on the Danish School of Journalism and later published on the webzine Murmur.dk.

Voxhall, Århus, 24. februar 2003

Koncert: Woven Hand + At The Close Of Every Day, Voxhall, Århus, 24. februar 2003.

Det var både ædruelig og musikalsk jomfruelig, at jeg troppede op på Voxhall den mandag aften. Det skulle dog ændre sig inden jeg igen trådte ud af døren - med blodet rullende i årerne og ekstra hår på brystet.
Mit kendskab til David Eugene Edwards' Woven Hand-projekt og At The Close Of Every Day var minimalt. Jeg havde kun hørt singlen "Clogger" og en streamet koncert på nettet med Edwards' 16 Horsepower - hvilket jeg syntes var ganske interessant. Helt på samme måde havde jeg det ikke med At The Close Of Every Day, hvis album jeg havde hørt nogle måneder før. Det fløj ganske let henover hovedet på mig. Ikke imponeret. Til det kan jeg så tilføje: godt at der findes en ting som koncerter.

Det eneste ekstra info jeg havde nået at opsnappe inden koncerten var, at begge bands vist havde et nært forhold til The Big Guy In The Sky. Gud, I ved. Hvis det er sandt, så viste aftenens to koncerter hvor forskelligt man tilsyneladende kan leve med ham.

At The Close Of Every er en hollandsk trio, der har et dansk medlem. Deres musik viste sig at være en del varmere live end på plade. En særdeles rolig og behagelig affære. Hvis det ikke lige havde været for den meget fyldige og sprøde vokal, ville jeg måske let komme til at sammenligne dem med Low. Og det vil jeg faktisk gøre alligevel, men kun for at illustrere hvorfor de ikke helt fangede mig, selv om de både havde gode melodier og dejlige toner at byde på. Low spiller ofte så stille, at man tror det hele vil falde til jorden. Eller også brager de pludselig igennem, så man igen ryger ud på kanten af sædet. Low formår at gå til grænsen og afsøge de ekstremer, de selv har defineret. At The Close Of Every Day lagde sig lige akkurat midt imellem de to ekstremer. Og der var der hyggeligt og rart, men der skete ikke ret meget. Der var ikke plads til armbevægelser af nogen art i det smalle rum, de havde give sig selv. Der var ikke noget, der greb fat i mig. Ikke nogle udsving på barometeret, som kunne give mig en aha-oplevelse. Efter denne koncert er At The Close Of Every dog ikke desto mindre et band, som jeg vil skrive mig bag øret. De har trods alt kun lavet ét album indtil videre. Og med den sanger de har, så kunne det sagtens gå hen og blive mere interessant med tiden. Måske vil jeg lytte anderledes til deres album nu - efter at have set dem live. Det er sket før.
Hvis teksterne var omdrejningspunktet i At The Close Of Every Days Musik, så burde nok have kendt dem i forvejen, hvis jeg skulle opfange dem ordentligt til en koncert. Den side af bandet fik jeg ikke optimalt udforsket den aften. Ergo ved jeg heller ikke hvor "frelste" disse kristne mennesker er. Det betyder såmænd ikke så meget, men jeg kan ikke lade være med at koble det sammen med den über-forsagte stil, som bl.a. bandets danske medlem lagde for dagen. Sjældent har jeg set en så "undskyld-jeg-er-her"-agtig væremåde på en scene. Men den kobling kan jo sagtens være min fejl.

David Eugene Edwards i front for Woven Hand var en helt andet historie. Godt nok sagde han faktisk intet mellem numrene, men han brændte sig helt og aldeles fast på min nethinde. I modsætning til de rolige og tilsyneladende afklarede At The Close Of Every Day, så virkede det som om Edwards befandt sig i et meget mørkt og uroligt spændingsfelt. Ikke umiddelbart særlig "frelst" af en kristen at være.

Og der sad han så på sin stol. I en højde så jeg ofte skulle strække hals for at se ham - også selv om jeg stod kun fem meter fra scenekanten. De glimt jeg fik var af et anstrengt ansigt og et hoved det bevægede sig i kraftige ryk. Den fremskudte hage var hele tiden tæt på den skinnende mikrofon, som forvrængede hans stemme og når der blev sunget højt var det med flimrende og himmelvendte øjne. Som koncertgænger på helt bar bund havde jeg ingen indsigt i hans tekstunivers. Lyden af hans stemme og de dramatiske arrangementer gav mig dog ikke nogen grund til at tro, at han havde sluttet fred med The Big Guy. Edwards blev godt bakkede op at de andre tre musikere og specielt trommeslagerens kraftige slag i tam-tam'erne satte skub i dramatikken.

Jeg stod og tænkte over om Edwards havde intravenøs adgang til Urkraften, og derfor på denne måde kunne piske sine dæmoner ud over os, så de med deres skarpe kløer kunne begynde at rive hul i den skal, der omgiver os og afskærmer os fra vores oprindelige kulturelle ophav. Musikken der er fremherskende i vores kultur er jo i den grad "sort". Hip-hop, r'n'b og rocken (som jo er opstået af blues). Denne aften ramte Edwards en "hvid" nerve, som jeg så sjældent får pirret.
Vel vidende at manden er ikke er nordboer og spiller ud fra en amerikansk folketradition, så følte jeg mig alligevel på underlig vis hensat til et vikingelanghus. Ja, pludselig oplevede jeg et flashback til en aften for et par år siden på Trelleborg-museet ved Slagelse, hvor en flok af de ansatte i vikingeklæder havde sat sig for at lave en aften med drabelige gamle sang i deres langhus. Dramatiske fortællinger og toner i flammernes skær. På samme måde formåede Woven Hands musik at sende mobiltelefoner og hele den forstyrrende, forstyrrede og forstørrede nutid afsted til en fjern galakse. "Hvid" folkemusik verden over har nok en gennemgående tone, der kan ramme den samme nerve. Og David Eugene Edwards formåede at servere den på en tidsvarende facon. Det var helt rart at få denne urfølelse banket ind i krop og sjæl - uden at få ubehagelige associationer til klichéer som træskodans i hjemmestrikkede gevandter på et haltende aftenskolehold. Næ, her var der sgu' nosser. Om Edwards så har forstærket sine ditto ved at kæmpe en kamp med The Big Guy eller sine egne dæmoner, ja, det aner jeg virkelig ikke. Men smukt var det i hvert fald.

www.wovenhand.com
www.16horsepower.com
www.atthecloseofeveryday.com
www.voxhall.dk

Originally published in the webzine Murmur.dk, February 2003.

Hvordan beskriver man oplevelsen af lyd? Og så endda Under Byens lyd? Jeg vover forsøget.
Der var spidser og kanter. Der var bløde gevandter. Der var jordbær og strandsten. Og det hele gik gennem marv og ben. På den gode måde forstås.
Århusianske Under Byen leverede en sublim koncertoplevelse på Musikcaféen mandag aften. De havde fordelen af det lille spillesteds intimitet og fordelen af at være på hjemmebane. Og stedet var proppet.
Så vidt jeg kunne tælle mig frem til, så var dette min 13. Under Byen-koncert (den første helt tilbage i 1998). Men det bragte absolut ingen ulykke. Tværtimod. Der har været koncerter, der var plaget af lydproblemer og andre ting, som gjorde oplevelsen mindre god. Men allerede under det indledende instrumentalnummer ”Lenin” kunne jeg mærke, at denne koncert ville blive en af de rigtig gode. Thorbjørn Krogshede spillede den hvirvlende klavermelodi og Nils Grøndahl satte sin effektpedal til sin sav og ramte alle de rigtige toner, som svævede en elektrisk hval igennem lokalet.

Perfekt lyd
Aftenens lydmand gjorde sit arbejde så godt, at man kunne fristes til at indstille ham til ridderkorset eller elefantordenen. Eller i hvert fald opfordre bandet til at give ham et skulderklap af en kaliber, så han slår en dobbelt salto med skrue og lander på benene igen. Jeg kunne høre hvert eneste instrument. Og lyden det var hverken for høj eller for lav. Den var perfekt - hele den lille halvanden times tid koncerten varede. Og det betyder meget for et otte mand stort orkester med så mange instrumenter. Når man kan høre alle Under Byens detaljer, så svæver man altså.
Koncertens andet nummer var ”Palads”, som endnu ikke er at finde på nogen cd. Og det levede helt op til Under Byens andre numre. Henriette Sennenvaldt sang om paladset, der var frosset til is, og det gjorde hun over endnu en ny spændende rytme fra Morten Larsen og Anders Stochholm.
Bandets rytmegruppe var en to-mands-hær ved stikkerne og uhyggeligt meget i hopla. I et par numre tæskede Stochholm så hårdt i sine tam-tam’er, at man var overbevist om, at NU sprang trommeskindet altså. Men det holdt. Og de kraftfulde smæld behagede publikum. Både fordi det lød godt og fordi det var rart at se en musiker, der arbejdede for sagen.
Det samme kan siges om Nils Grøndahl, der var en ren troldmand med sav og violin. Han nyeste påfund imponerede også. Med en lille mixer og sin wah-wah-pedal supplerede han rytmesektionen med mekaniske støjlyde på nummeret ”Batteri Generator”. Det virkede simpelthen vanvittigt godt. Det er ikke nødvendigt med smarte effekter på bånd, hvis man har sådan en dygtig og opfindsom musiker i sit band. På dette nummer supplerede cellist Myrtha Wolf ikke med sine strenge, men med lyden af en skrigende ballon!

De døde pauser
De otte musikere og sangere havde virkelig formået at omsætte de nye numre fra ”Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen” godt til livesituationen. Og endda give dem en ekstra dimension ved at tilføre det et nyt element, hvor det var muligt. De bød også på en ny version af ”Kyst”, samt energiske udgaver af ”Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen”, ”Mission” og ”Legesag”, og de mere afdæmpede ”Hjertebarn” og ”Vindeltrappe”.
Men efter den første håndfuld numre gik koncerten lidt i stå. Og det var ikke fordi de spillede det meget stille nummer ”Byen Driver”. Det var ganske enkelt på grund af de ”døde” pauser mellem numrene. Så absolut eneste kritikpunkt går derfor på forsangerinde Henriette Sennenvaldt. Det virker tilsyneladende som om hun nu har valgt at give weirdness-faktoren en ekstra tand. Nu skal der nemlig ikke ytres et eneste ord til publikum mellem numrene. Og det var et antiklimaks af dimensioner. Alle otte personer i det sprællevende band gav på imponerende vis musikken liv og sjæl med både instrumenter og krop. Også Sennenvaldt. Men når musikken stoppede trådte hun ud at rollen, og så var der nul kontakt med publikum. Og det klædte ikke bandet. Specielt fordi pauserne kunne være lange. De otte musikere skulle jo af og til lige have tunet instrumenterne ind på hinanden. Det er en direkte indbydelse til publikum om at miste fokus på bandet og lave alt muligt andet.
Det var uheldigt, at hun havde valgt at droppe noget så simpelt som et ”tak” ind imellem. Og helt væk var de små introduktioner til sangene, som hun har lavet ved tidligere koncerter. Alt vi fik, var ”tak for i aften” før og efter ekstranumrene.

De sitrende højdepunkter
Koncerten kom heldigvis hurtigt op i omdrejninger igen - selv om der som altid var nogle forstyrrende snakkehoveder på bagerste række, der ikke var kommet til koncert for at høre musik. De blev dog heldigvis overdøvet for det meste.
”Siamesisk” var det første ekstranummer - skelsættende på den gode måde med sin halsbrækkende ”skæve” korstemmer - og et af de numre, som virkelig overrumplede publikum på Spot 08-festivalen. Der bliver ikke givet ved dørene på ”Siamesisk”, og det er endnu et nummer, vi må have til gode i en albumversion.
Derefter kom ”Vinterbørn” fra ”Kyst”-albummet og den gamle børnesang, som vist efter sigende skulle hedde ”Lille Gitte” (og oprindeligt sunget af Povl Dissing). Teksten går: Hvor er man hende når man er borte / det er svært at forstå når man ikke forstår det. Det nummer har de dog spillet et par år nu, men endnu ikke udgivet på plade. Men man har jo lov at håbe.
Publikum fik desværre ikke fornøjelsen af ”Fugle Og Ild” og de meget spændende numre ”Ride” og ”Om Vinteren” fra det nye album. Men forhåbentligt dukker de op ved fremtidige koncerter.
På Anders Stochholms stortromme stod der en lille fræk omskrivning af lidt Under Byen-lyrik: ”Det min diller der sitrer”. Det ville måske være lidt i overkanten at reagere sådan på musikken, men det gjorde hårene på armene i hvert fald ved flere lejligheder. Sitrede. For eksempel når der blev sunget helt igennem på ”Kyst” med ”gi’ miiiig lov”, samt i korklimakset på ”Vinterbørn” og omkvædet på ”Siamesisk”. Effekten var stor.
Koncerten viste i mine øjne, at det otte mand store band synes at gøre sig bedst på en lille intim scene, hvor lytteren kan kravle helt ind og være med i deres sære, men alligevel velkendte danske univers.

Originally published in the webzine Murmur.dk, June 2002.

Keine langweilige Scheisse. Tyske Bernadette La Hengst er en kvinde med ben i næsen og et øre for den gode popsang. Der er ingen tid til det kedelige lort. På sin opløftende debut som soloartist skærer hun ind til benet – både på sin elektroniske poplyd, men også i sine tekster.

Tysk! Ja, der går nok et gys igennem de fleste, når de hører ordet. For mit vedkommende giver det ubarmhjertige flashbacks til kasserollebøjningerne og kasushelvedet på skolebænken. Og endnu mere langstrakte flashbacks til de helt tidligere år med Schlagerparade på ARD, NDR og ZDF med Heino.

Men hvor er det dog sært. Den CD, som jeg skal skrive om her, gør mig ganske glad, selv om den er på tysk. Og jeg får sågar stadig flashbacks. Er det mon fordi tysktimerne og der/die/das efterhånden ligger så langt tilbage, at sproget nu i stedet fylder mig med nostalgisk fryd? Eller er det mon simpelthen fordi, Bernadette La Hengst har lavet en virkelig god popplade? Det tror jeg, det er.

Jeg stiftede bekendtskab med Bernadette La Hengst på den meget spændende nye Fredericia-festival Forma Nova 03 i starten af juni. For et meget lille, men begejstret publikum formåede hun at holde dampen oppe hele vejen igennem. Det siger nok en del om hende. Hun virker som en person med ben i næsen. Og det afspejler solodebuten Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen også.

Bernadette startede med at udgive musik på kassettebånd tilbage i 1986. Derefter forsøgte hun sig som skuespiller, men flyttede så i 1989 til Hamburg, hvor hun dannede pigegruppen Die Braut Haut Ins Auge. Ikke et band jeg kender til, men de fik vist en del opmærksomhed - indtil de valgte at stoppe i 2000. Nu har hun startet både en solokarriere og sit eget booking bureau B. H. Booking.

Det er ikke megen tysk musik, man hører i Danmark. Således er udgivelsen af denne solodebut formentligt også forbigået de fleste danskeres opmærksomhed, selv om den rent faktisk udkom i 2002. Men med koncerten på Forma Nova 03, har Bernadette i hvert fald skabt en smule opmærksomhed omkring sig selv på den danske indie-scene.

Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen tæller 14 forskellige popnumre, hvor størstedelen er elektroniske popsange med forholdsvis simple programmeringer som rygrad. Bernadette har dog flair for at flette gode melodier sammen, og det gør albummet til intet mindre end en lille perle. Fordi det er iørefaldende pop, så behøver det dog ikke være dumt at høre på. Bernadette vil nemlig noget med sine tekster. Hun sniger sig ind under radaren.

Albummet åbner hun med en decideret politisk slagsang - med den ironiske titel Die da oben machen ja doch was wir wollen. Ja, selvfølgelig arbejder alle dem i toppen for vores bedste. Hendes konklusion i omkvædet er "wir werden verlieren, wenn wir uns nicht organisieren", og man får på fornemmelsen, at hun ikke melder sig ind i Venstres Ungdom ved først mulige lejlighed. Sangen Bar Europa giver heller ikke det indtryk, at hun er helt lun på idéen om den Europæiske Union.

Det er egentlig forfriskende at gå på opdagelse i et fremmedsprog, som man forstår - og som ikke er engelsk til en forandring! Men samtidig ved jeg også, at jeg med mine trods alt middelmådige tyskkundskaber ikke får alle nuancerne med. Ja, jeg kan jo nok direkte misforstå visse ting. Men derfor kan jeg dog stadig godt synge skråle med for fuld hals. Blandt andet på højhastigheds-popsangen Juno med "Do you know, do you know, do you know Juno?"

Hun springer fra det politiske til det pjattede uden besvær. Og fremfor alt får man indtrykket af, at man lytter til en musiker, der er godt rutineret, men samtidig også legesyg. Bernadette mestrer både det at skrive popnumre med en lidt sørgmodig tone og det at lave direkte partynumre, som sætter sig ubehjælpeligt fast i hjernebarken. Der er et par numre med engelsk tekst på albummet, men det er klart på de mange tyske numre, hvor hun brænder helt igennem til lytteren – selv når hun laver et par numre, hvor hun næsten kun benytter sig af guitar og ikke sine fikse trommemaskiner og keyboards. Hun har en stemme, der er klar og ligetil, men giver den nogle gange lige et knæk, der skaber spil i sagerne. Hun er fandenivoldsk og virker lidt hård i filten, men hun er heller ikke bange for at blotlægge sig selv i en sjæler hist og her. Tyskerne skriver om albummet, at det er eine Platte für poetische Pragmatiker, politische Popisten und populistische Be-Bop-A-Luder. Om ikke andet så bør dem, der kan lide gode popsange med den rette dosis humor, eftertænksomt indhold og skæve idéer helt sikkert give Bernadette La Hengst en lytter.

* * * * - -

Bernadette La Hengst
Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen
Trikont

Trackliste:
1. Die da oben machen ja doch was wir wollen
2. Der beste Augenblick
3. Weh tun (wir bleiben in Bewegung)
4. Bar Europa
5. Immer noch ich
6. Silverstar
7. Wilder Mann
8. Am Anfang des Ozeans
9. Love In The Puff
10. Juno
11. Keine Tränen
12. Elephant Man
13. Mit Gott im Etap Hotel
14. Ein Abschied zuviel

Sorteres under:
Elektropop

RIYL:
Stereo Total, Dauerfisch, Superheroes, Tiger Tunes.

Originally published at Undertoner.dk, July 14, 2003.

Not breaking new ground as such, but very enjoyable and playful - mixing humour, melancholy and manic beats.

Jenka Music, cd, 2005

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, August 21, 2005.

States Rights Records strike gold once again for a full 30-track cd with their follow-up to "Own Zone".

States Rights Records, cd, 2005

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, September 25, 2005.

Kaleidoscopic Belgian-Swedish compilation with a relaxed and free spirit hovering around it.

Glasvocht Records / Nosordo, cd, 2005

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, August 31, 2005.

The Band of Blacky Ranchette
Still Lookin’ Good to Me

Giant Sands Howe Gelb tager for første gang i 13 år endnu en tur med sit country-alter ego, The Band of Blacky Ranchette. Med gæster fra blandt andet Grandaddy, Calexico og Lambchop har han samlet en interessant række optagelser gennem årene fra forskellige steder - heriblandt også Århus.

Zappa-syndromet. Nogle mennesker vil kalde det en lidelse. Fans af den musiker, der "lider" af det, ville muligvis kalde det en nydelse. Såfremt deres pengepung kan klare det. For ser I, en musiker med Zappa-syndrom udgiver så godt som alt, han eller hun indspiller. Og ofte gerne de samme numre flere gange i forskellige versioner. Ligesom Frank Zappa gjorde det, så gør amerikaneren Howe Gelb fra Tuscon, Arizona, det også. Han har heldigvis mindst tyve års materiale at gå på jagt i, og han udgiver ofte flere albums om året. På dette nye album er der en lille håndfuld sange, der ikke er nye, men det føles ikke som gentagelser, da sangene for Howe Gelb tilsyneladende er levende og evigt foranderlige organismer.

The Band of Blacky Ranchette er det bandnavn, Howe Gelb bruger, når han vil udgive mere regulære countrysange end dem, man finder på CD’er i hans eget navn og som Giant Sand. Nu har han samlet lidt til bunke igen og er klar med en ny Blacky – med et væld af forskellige musikere som gæster.
Still Lookin' Good to Me er den første Blacky-plade siden Sage Advice fra 1990, men samtidig også den femte Howe Gelb-udgivelse i 2003. Tidligere på året udkom albummet The Listener, som han optog en del af i Århus sammen med danske Under Byen og sit nye danske backing band, Howe Home. Siden er der kommet to samlinger af optagelser fra gemmerne samt et livealbum på Howes eget lille label Ow Om, mens de to førnævnte er udkommet på det trendy Chicago-label, Thrill Jockey.

Howe Gelb er et rodehoved, men han bruger det bevidst og formår at gøre det til sin kunst. Han tror på det tilfældige. Han fanger det, der sker, når det sker, og prøver ikke at genskabe det senere. Han er en erfaren rotte, der stoler på ærligheden i first takes. Derfor er dette album ikke strømlinet og ultra-harmonisk country, men støvet og lidt kluntet. Og det er netop det, der er albummets styrke – foruden de gode tekster og iørefaldende melodier, der siver ud af sprækkerne i træværket efterhånden, som man kommer ind i albummet.

Brugen af de specielle first takes kommer bl.a. til udtryk på track 9 – The Muss of Paradise. Vokalen er optaget a cappella og leveret af Kurt Wagner fra Lambchop i en ulovligt parkeret bil i Nashvilles lufthavn. Undervejs synger Kurt forkert, og Howe retter ham – for straks derefter at blive afbrudt af en politimand, der fortæller dem, at de er parkeret i en ”loading zone only”. Hændelsen er ret morsom, og det eneste, Howe har valgt at gøre efterfølgende, er at tilføje akustisk guitar – som i øvrigt ikke passer helt ind i rytmen.

Albummets tredje track er en lille akustisk blues, hvor Howes støvede og skæve vokal blander sig med lidt slideguitar. Den ekstra guitar spilles af Matt Ward, som Howe opdagede i sin tid og fik sendt frem i spotlyset. Det samme gjorde han for Grandaddy i tidernes morgen. Derfor er det heller ingen overraskelse, at Jason Lytle fra netop det band medvirker på denne all-star-plade. Her tager de sig kærligt af den gamle traditionelle sang Working on the Railroad, som lyder mindst lige så meget af Grandaddy som af Howe Gelb. Det er dog ikke en dårlig ting.

Mope-A-Long Rides Again er en gammel Howe-sang, der har fået en overhaling ”the country way” med pedal steel og det hele. Det er samtidig den ene af tre sange, hvor sangerinden Neko Case medvirker. Hendes stemme trænger igennem alt og passer perfekt til country – hvilket også er den genre, hun selv bevæger sig rundt i (senest på Blacklisted, hvor Howe Gelb og Calexico er backingband). Denne nye Mope-A-Long er helt klart ét af albummets allerbedste numre.

Neko medvirker også på Getting It Made, der ligeledes er et af højdepunkterne. Howe nøjes med piano og guitar og lader hende i stedet synge en fabelagtig duet med countrysangeren Richard Buckner. Nummeret når dog at slå vejen forbi et mellemspil med sprælsk latin-klaver og slutter af med en livlig bandonion-solo (den lille harmonika, der blandt andet var ret fremtrædende på soundtracket til Twelve Monkeys). Det er en underlige blanding, men ikke desto mindre virker det perfekt. Teksten er en slags omvendt blues med linjer som: ”It must’ve been pretty bad in the last life, cause now we got it made." Selv om regningerne hober sig op, bilen er en rustbunke og håret bliver gråt, så er der jo stadig den kære udkårne: ”Yeah, I see a gold mine any old time 'cause she be the one. A kindler of flame inspires the same, and the gray just sparkles in the sun.”

Howe Gelb er en ordsmed, der kan lide at lege og vende tingene lidt på hovedet. På Bored Lil’ Devil synger han ”The devil is bored with me. I tell’m it’s you, but she just don’t see.” På Moons of Impulse er opskriften metaforiske himmellegemer: ”There are two moons to planet impulse. They’re called betrayal and regret. There’s little escape on that lunar landscape. Economy there based on the big payback or I’m in your debt.” Denne sang er i øvrigt genbrug fra The Listener og lyder klart bedre her i mine ører.

Blacky-projektet bringer mig i lidt af et dilemma. Jeg kan godt indrømme det: Jeg er Howe Gelb-fan, men så sandelig ikke country-fan. Ikke desto mindre formår denne durkdrevne ”post-punk countryrocker” at smide så meget af sig selv ind i blandingen, at jeg kan lide det. Spørgsmålet er så bare, om mange ”almindelige” country-fans løber skrigende bort, når lofi-lyden indfinder sig.

Still Lookin’ Good To Me er en charmerende legestue med masser af gode sange. Det tager bare et par ture i CD-afspilleren at blæse støvet af CD’en, så alle kvaliteterne når ind til øret og hjertet. Men så begynder numrene også at sidde fast. Der er lige dele skøre indfald, rå akustiske ballader og storladne countrynumre. En fin balance. Men vi sidder dog ikke med et nyt album á la Giant Sands Chore of Enchantment (som jeg ikke ville tøve ét sekund med at give seks U’er her).

* * * * 1/2 -

The Band of Blacky Ranchette
Still Lookin' Good to Me
Thrill Jockey/VME

Trackliste:
1. The Train Singer’s Song
2. Searing Wine
3. Rusty Tracks
4. Mope-A-Long Rides Again
5. Getting It Made
6. Under the Table
7. Working on the Railroad
8. Bored Lil’ Devil
9. The Muss of Paradise
10. Left Again
11. The Moons of Impulse
12. Airstream
13. My Hoo Ha
14. Square

Sorteres under:
Americana, alt. country, singer/songwriter, country

RIYL:
Neko Case, Giant Sand, Howe Gelb, Calexico

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Undertoner.dk, October 5, 2004

copyright

Berg Sans Nipple
Form of…

Den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple har lavet en sjælden smuk perle af et album. Med ti hovedsageligt instrumentale numre formår de med en hårfin balance mellem akustiske og elektroniske instrumenter at skabe en varm fornemmelse – og stadig være udfordrende med deres helt egen lyd.

Det sker en gang imellem. Sjældent. Men det sker. Man finder noget musik, der rammer én, så det siger paf! Omstændighederne skal være rigtige – og de er i øvrigt ofte helt tilfældige. Det afhænger bl.a. af ens humør på det pågældende tidspunkt, hvor og hvordan musikken høres og selvfølgelig af de evigt utilregnelige smagsløg.

Således bragede den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple igennem min personlige lydmur på sommerens dejlige Forma Nova 03 festival i Fredericia (hvor jeg i øvrigt opdagede indtil flere fantastiske bands). Deres koncert var fremragende, og jeg blev ikke mindre imponeret, da jeg kom hjem og satte deres to CD’er i afspilleren.

Berg Sans Nipple består af franskmanden Lori Sean og amerikaneren Shane Aspegren. De to kalder sig ”genforenede siamesiske tvillinger” – tydeligvis fordi de fandt ud af, at de var særdeles godt på bølgelængde, da de i sin tid mødtes. Det kan også høres på deres debutalbum Form of…. Det klapper bare éthundrede procent for dem.

Deres første udgivelse er EP’en Music for the Short Film Marie-Madeleine – en film der i øvrigt blev instrueret af Shane Aspegren selv. Tilsyneladende en ret kreativ herre. Foruden at have arbejdet sammen med Bright Eyes og Lullaby for the Working Class leverede han også de rytmiske elementer på Song: Ohias utrolig smukke album Ghost Tropic. Disse gode bekendtskaber er derfor medvirkende til, at medlemmer fra Do Make Say Think, Bright Eyes, Bows/Long Fin Killie og Azure Ray også hjælper til på Form of…. Det er dog alligevel disse to ”tvillinger”, der har sat dette mættede og afbalancerede lydbillede sammen. Og det mest imponerende er, at de også kan gøre det live.

Ved at sende melodierne fra deres würlitzer- og rhodes-orgel, legetøjs-keyboard, mini-olietønde, klokkespil, trommemaskiner, melodika, livetrommer og analoge synthesizere igennem deres samplere, skaber de nogle smukke repeterende forløb. Det bliver dog aldrig kedeligt. Melodierne får ikke lov til at hænge for længe, men bliver hele tiden afløst af noget nyt.

Numrene er bl.a. optaget i forskellige lejligheder i Paris, og det er nok derfor, at bl.a. trommelyden har en del rumklang. Men Aspegren spiller så tight, at det bliver en gevinst for pladens særegne lyd. Der er flere numre, hvor han drøner derudaf, mens Lori Sean leverer små figurer fra orglerne og sit glockenspiel. Umiddelbart skulle man tro, at olietønde-lyden ville være malplaceret, men den spilles ikke på helt traditionel vis. Lori og Shane hiver de nødvendige instrumenter ind og bruger dem på deres egne måde.

Når man snakker om instrumentale og repeterende forløb inden for rockmusikken, så vil tankerne måske hurtigt falde på genrebetegnelsen ”postrock”. Men som så ofte før så er det slet ikke en dækkende beskrivelse. Berg Sans Nipple søger ikke støjklimakset eller alenlange rytmiske forløb, der kører i samme rille i 15-20 minutter. De får hevet en blød retro-lyd ind i deres musik, mens de formår at hvirvle nogle unikke numre op, så klokkeklang, hastige tromme-ridt og skurrende elektronik suser om ørerne på lytteren. Jeg mindes ikke tidligere at have hørt noget med lige netop den lyd, der fremtrylles her.

Form of… har et par enkelte numre med vokal. På det smukkeste af dem lægger sangerinden Maria Taylor stemme til. En gentagende brummelyd mødes af lange og stille klaver-akkorder. Lidt elektronisk chitter-chatter blander sig som en løs forbindelse, og så flyder den cremebløde kvindevokal ind – helt tæt på øret. Derefter kommer der nogle mærkværdige lo-fi trommeoptagelser, som er cuttet up på en måde, så det næsten lyder som en pinball-maskine.

På nummeret Croon får vi musikalsk set kun en lille klokkespilsmelodi og lidt sjove lyde, men så bliver der fortalt en mærkværdig historie henover. Om det er Aspegren, der taler, ved jeg ikke, men de filmiske elementer og billederne, nummeret skaber på nethinden, er ikke til at komme udenom.

Albummet er skramlet, men ikke decideret lo-fi. Måske nærmere medium fidelity? Om ikke andet så er Form of… en superb samling simple, originale og smukke kompositioner – hele vejen igennem. Lidt jazzet stil til tider, men også med et snert af nogle kompromisløse Aphex Twin-beats her og der. Berg Sans Nipple formår at variere deres udtryk. Nogle gange overtager elektronikken, andre gange er det de bløde akustiske toner, der får plads, men ofte deles vandene lige. Resultatet er ganske enkelt... skønt! Jeg fornemmer allerede, at dette er en af de skiver, som jeg bliver ved med at hive ned fra CD-reolen i årene fremover.

Deres første EP er ligeledes særdeles anbefalelsesværdig. Og skulle man have lyst til at se dem live, så spiller de hele to gange i Danmark denne måned sammen med Do Make Say Think. Den 9. oktober ved Club Play/Rec på Huset i Magstræde og dagen efter i Ungdommens Hus i Fredericia.

* * * * * -

Berg Sans Nipple
Form of…
Prohibited Records/Dotshop.se

Trackliste:
1. Form of
2. Flapping
3. A Free…
4. Blvd. Des Souvenirs
5. Dilate in Rhythm
6. A New Soul
7. Stimulus Plan B
8. Croon
9. We Try to Resist…
10. …But We Are Full of Merde

Sorteres under:
Instrumental, retro, filmmusik, postrock

RIYL:
Tortoise, Air, Five Style, Imitation Electric Piano

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Undertoner.dk, October 5, 2003

copyright

Figurines
Shake a Mountain

For fanden, hvor er jeg i godt humør! Og ikke bare fordi jeg sidder med et debutalbum fyldt med skæve og dejlige ørehængere, men også fordi bandet bag det, Figurines, må være et bevis på, at de unge kreative kræfter i Danmark måske endelig er begyndt at finde inspiration i den verden, der er uden for P3s og Fonas top 20-lister.

"Follooooow the piioooneeers!"
Hvis jeg havde en bil, ville I se en 26-årig musikidiot køre rundt med hovedet ud af vinduet, vinden i håret og det største smil på læben - alt imens han sang den indledende strofe for fuld hals. Jeg har fundet soundtracket til min sommer anno 2003. Ingen tvivl om det. En vis identifikation med sangteksterne sniger sig ind. I'm on the front seat glowing.

Fra Vestbjerg ved Aalborg kommer de fire unge gutter fra Figurines og fyrer 10 fabelagtige sange af på 34 minutter. Ingen larmende distortion på guitaren, ingen sørgmodige attituder og ingen numre, der lyder af Radiohead eller Nirvana. Hvor befriende. Figurines har på kort tid - siden rygtet om deres ep The Detour spredte sig omkring årsskiftet - formået at skabe en utrolig opmærksomhed om sig selv. Og det er endda tilsyneladende uden alt for store PR-mæssige armbevægelser. Musikken har talt for sig selv. Bandet har nemlig en lyd, som man ikke hører så meget til i Danmark. Jeg vil gætte på, at der i bandmedlemmernes pladesamlinger nok står en masse plader, der har måtte bruges lidt tid på at finde frem til. Figurines lyder nemlig ikke som det, man normalt kan finde på P3s sendeflade eller blandt Fonas mange hyldemeter af ligegyldige cd'er.

Christian Hjelms vokal er af en underlig anstrengt størrelse (men på den gode måde) og er samtidig også grunden til, at bandet igen og igen bliver sammenlignet med Modest Mouse. Figurines er dog knap så fandenivoldske. Shake a Mountain er på sin vis afdæmpet i sit udtryk, men samtidig fyldt med mere sprængfyldt med energi og glæde end en springerspaniel hooked på en blanding af coke og Pedigree Pal. Enhver, der hører albummet, kan ikke være i tvivl om, at bandet kan skrive iørefaldende numre - og endda på en måde, så mine ører, der ellers får knopper af popklichéer, i stedet flaprer af fryd.

Teksterne lyder umiddelbart ret simple, men når man dykker ned i dem, viser de sig at være lidt småkryptiske. Jeg vil i hvert fald ikke forsøge på at gøre mig klog på dem her. Jeg vil blot konstatere, at Christian Hjelm synger uden dansk accent, og med sin milde læspen rammer han beatet hver gang med sine ord. Han er ikke bange for at lave noget simpelt. Figurines besidder nemlig de nødvendige unikke elementer, som gør, at det holder hele vejen.

Bandet benytter sig af den samme stil og lyd igennem samtlige 10 numre. Og sjovt nok bliver det ikke ensformigt. Variationen er der, selv om man liiiige netop var på nippet til at sværge, at nu lyder det ene nummer som det forrige. Christian Hjelm & co. får det til at lyde så legende let, mens de samtidig overbeviser mig om, at der så at sige er more than meets the ear, og at d’herrer er ret så talentfulde og virkelig tight.

Kritikken af at Figurines lyder for meget som Modest Mouse burde droppes med det samme, da det vel er bedre at høre en forholdsvis ny lyd på dansk grund end endnu et band, der kopierer Radiohead, Nirvana, Kashmir eller nu Mew? Men nok om det.

Jeg er umådelig spændt på, hvor et band som Figurines kan bevæge sig hen senere, når de kan præstere sådan et debutalbum. Jeg ville aldrig kunne have gættet hvad et lille band, der lavede et album ved navn Pablo Honey for 10 år siden, ville lave af sjove sager i dag. Det bliver interessant at se hvilke nye idéer, eksperimenter og måske andre instrumenter, der vil præge Figurines' fremtidige udgivelser. Talentet, spilleglæden og de nødvendige elementer er i hvert fald til stede, så vi med tiden nok kan regne med endnu bedre ting fra dette unge band.

Figurines konsumerer det rette musikalske input og derfor forøges chancen for et interessant output. Så simpelt er det. Og så vil jeg håbe, at 80% af Danmarks såkaldte upcoming bands vil give deres naturlige nysgerrighed noget næring og få udvidet pladesamlingen. I mellemtiden vil jeg med største fryd lytte til Figurines' Shake a Mountain og vente på, at de dukker op på et spillested i nærheden. For efter at have set dem live to gange ved jeg, at netop dér ryster bjerget endnu mere.

* * * * * -

Figurines
Shake a Mountain
Morningside Records

Trackliste:
1. Divided by the Shore
2. Debate Because It's Over
3. Follow the Pioneers
4. Hold the Flank
5. Bright
6. The Danger
7. Whatever You Found
8. Shake a Mountain
9. When We Hit the Ground
10. Cursed Region

Sorteres under:
Indierock, guitarpop, A.T.F.S. (Audio-Terapi For Sortseere)

RIYL:
Pavement, Modest Mouse, Built to Spill

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Undertoner.dk, July 19, 2003

copyright